| Historien om familien Bek-Pedersen og Dalmose
Vognmandsforretning Gunnar overtog som yngste barn i en større
søskendeflok, barndomshjemmet, som var et lille husmandssted i
Tystofte ved Skælskør. Han supplerede indtægterne som husmand
ved først med hestevogn at sælge mælk og senere med bil, køre
mælketur for Lundby mejeri ved Skælskør. I 1948 købte han en
mindre gård i Eggeslevlille "Sandbjerggård". Virketrangen var
imidlertid større end forholdene på Sandbjerggården kunne
indfri, så den blev solgt og familien købte "Engtvedgården" i
Store Spjellerup på Stevns i 1951. Gården havde mere jord og
udfordringerne blev dermed også større. Jorden fra en nabogård
blev forpagtet, men vejret drillede meget i de år og i 1954 slog
det meste af høsten fejl, da den ikke kunne bjerges på grund af
regn. Det gav familien et voldsomt knæk og økonomien var meget
tyndslidt. Gunnar mistede noget af troen på det fantastiske ved
at være landmand og han begyndte at kigge i andre retninger.
Redningsstationen Zonen i Slagelse var til salg på det tidspunkt
og der blev forhandlet om et køb af denne. Det blev dog ved
snakken. En dag i 1957 kom vognmand Laurits Jensen, Dalmose
Vognmandsforretning, til Engtvedgården med en ko, som Gunnar
havde købt. Vognmanden blev inviteret på kaffe og snakken gik.
Laurits gav udtryk for, at han syntes det var noget skidt at
være vognmand og Gunnar gav sammenstemmende udtryk for, at det
var noget skidt af være landmand. Dette møde havde til følge, at
de to besluttede at bytte erhverv, så Laurits blev gårdejer og
Gunnar blev vognmand. De byttede erhverv og dermed adresser den
1. oktober 1957. Dalmose Vognmandsforretning bestod på dette
tidspunkt af 4 Bedford lastbiler med benzinmotor og kundekredsen
var egnens landmænd og øvrige lokale med behov for transport.
Der blev bl.a. transporteret køer og grise og sukkerroer. Gunnar
havde imidlertid et handelstalent og han begyndte at handle med
fourage i form af hø, halm og foderroer til dyrefoder. Han
opdyrkede et marked med at sælge hø og halm til Nordsjællandske
hesteejendomme, ligesom han i perioder leverede halm til
Garderhusarkasernen i Næstved. På tidspunkter, hvor kasernens
heste besøgte Christiansborg, blev der også leveret til halm i
de Kongelige Stalde. Så i 1958 købte Gunnar en Volvo lastbil med
dieselmotor, som fik spændt en 4 1/2 tons anhænger efter sig, og
med halmhæg frem over førerhuset kørte dette vogntog asfalten
tynd mellem Vestsjælland og Nordsjælland i en del år med Robert
som chauffør. Gunnars hustru Johanne var i hele livet en rigtig
god mor for os, samtidig med at hun deltog i den daglige drift
af firmaet. I de første år i Dalmose inkluderede forretningen
også benzinsalg fra Shell med 5 tankstandere – en til
knallertbenzin, en til almindelig, en til superbenzin, en til
diesel og en til farvet benzin. Derudover blev anskaffet et
ishus, så hun også måtte løbe, når nogen ville købe for 5 øre
lakrids. Ellers passede hun telefon bl.a. med tilmelding af
grise, hvor hun opnåede en rigtig god og venskabelig kontakt med
egnens landmænd. Efter få år, var alle benzinbiler skiftet ud
med dieselbiler. Samfundsudviklingen gik i retning af
industrialisering og et olieraffinaderi skulle opføres på
Stigsnæs ved Skælskør. I forbindelse med dette byggeri og anlæg
af olievejen til stedet, deltog mange af egnens vognmænd med
transport af vejmaterialer. Det gjorde Dalmose
Vognmandsforretning også, da der bl.a. blev anskaffet en
treakslet Mercedes 312 til transporterne. Det var ikke nogen
stor succes, for den havde for lidt motorkraft til at køre på
blød undergrund. Vognparken bestod i begyndelsen af 60-erne af
Volvo, Ford Thames Trader, Mercedes, International Harvester og
Bedford. I februar 1962 kom en ung mand forbi og søgte arbejde.
Han hed Jørgen Hertz og var udstyret med stort kørekort og
anhænger kort, erhvervet i forbindelse med militærtjeneste. Han
blev ansat og bidrog i mere end 50 år med flid og omhu til
firmaets udvikling. Han modtog i forbindelse med sit 50-års
jubilæum Den Kongelig Belønningsmedalje. Firmaet fortsatte med
fourage handel, transport for landbruget og nu i større grad
entreprenørkørsel. Den første Volvo kørte i en lang periode leca
fra fabrik på Røsnæs til Madsorask i Dalmose. Den blev afløst af
en Volvo 4751 med 14 tons anhænger, som igen blev afløst af en
Mercedes 1418. Lastbilerne kørte i perioder til København for at
køre vejmaterialer. Kørsel med sukkerroer blev lettere, idet
håndlæsning blev afløst af hydraulisk Salta læsser. Ammoniak til
landbruget blev først transporteret i flasker som skulle
håndteres med hænderne og efter et par år i tanke, som blev
boltet til lastbilernes lad. I slutningen af 60-erne blev
amtsvejene i lokalområdet gjort bredere og forstærket. Det gav
arbejde til vognmanden, som nu bl.a. havde 2 treakslede Mercedes
1418 med anhænger og udvidede med en treakslet MAN diesel. I
denne periode blev kørsel med grise til slagteri centraliseret,
og nogle få vognmænd i lokalområdet blev tildelt denne transport
som fuldtidsbeskæftigelse for en bil. Firmaet opnåede denne
status, og havde en fast grisebil kørende fra slutningen af
60-erne til 2005, hvor transporten blev yderligere
centraliseret. De første år i 70-erne var vanskelige med dårlig
beskæftigelse (oliekrise m.m.). Nummerpladerne på flere biler
var afmeldt, og på et tidspunkt kørte kun 3 biler. I 1974 var
der igen gang i beskæftigelsen med anlæggelse af Norvejen i
Skælskør. Det betød anskaffelse af 3 treakslede Scania 110 og
111 med næse og anhængere. Amtsvejenes udbygning fortsatte og en
tipsættevogn med en DAF-trækker blev anskaffet. DAF-en blev
hurtigt udskiftet med en Scania 111 frembygget.I februar 1974
blev Tormod Thirup ansat som chauffør. Han begyndte med at køre
i Mercedes 1418, men fortsatte med at køre sættevogn, da DAF-en
blev købt. Tormod fortsatte i firmaet frem til 2003, hvor han
tog vognmandsbevis og overtog den Scania, som han kørte med på
daværende tidspunkt. Herefter fortsatte han som selvstændig med
at køre for Dalmose vognmandsforretning. I efteråret 1974
indtrådte Gunnars yngste søn Søren som medejer af firmaet. Han
havde været chauffør og medhjælpende kørselsleder siden han
begyndte i firmaet, da han fik kørekort som 18-årig. Sørens
hustru Lone er bankuddannet så det lå lige til højrebenet, at
hun hurtigt fik til opgave at skrive regninger og Gunnar købte
en elektrisk skrivemaskine. Lone overtog gradvist de
administrative opgaver i takt med at firmaet voksede. I 1995
besluttede Lone, at hun ville tilbage til arbejdsmarkedet, men
hun har i alle årene fastholdt grebet om den overordnede økonomi
i selskaberne. I oktober 1975 blev ansat en medhjælper på
grisebilen - Jørgen Sørensen. Gunnar havde i alle årene været
fast chauffør på grisebilen med forskellige medhjælpere, bl.a.
bornholmeren, som blev han kaldt. Da Gunnar kom til skade med
sit håndled, overtog Jørgen jobbet som chauffør. Dette job
fortsatte han med frem til 2005, hvor firmaet mistede kørslen.
Han fortsatte som chauffør i et andet firma med grisetransport.
I slutningen af 70-erne og et langt stykke ind i 90-erne
tilføjede firmaet nedrivning af udtjente bygninger i sin
portefølge af opgaver. Et hotel, noget af Korsør sygehus, et
siloanlæg i Korsør, sammen med en masse andre ejendomme rundt
omkring på Sjælland, blev fjernet og kørt til genbrug eller på
losseplads. I begyndelsen af 80-erne overtog vi kørslen for
foderstoffirmaet SAG i Dalmose. Denne aktivitet akkumulerede
øget vækst, og i 1987 flyttede firmaet fra Hovedgaden 46,
Dalmose til Lundsgårdsvej 5, Dalmose, hvor Søren og Lone havde
bygget værksted og parkeringsplads til bilerne. Gunnar døde i
1990 hvilket overlod ansvaret til Lone og Søren. I 1996 ansatte
de en kørselsleder/kontormand – Ole og vognmandsforretningen
udviklede sig til at bestå af 15 vogntog frem mod 2003, med
stort engagement i at køre foderstoffer for SAG. Vognparken
bestod i disse år udelukkende af Scania frembyggede biler med og
uden sovekabine, nogle 4-akslede og alle med anhænger eller
sættevogn. Der kan nævnes serien 142 og 143, som alle var stærke
og solide biler. Senere kom serien 124 og 144 til. Disse biler
gav ekstra udfordringer i forhold til deres driftssikkerhed og
måtte lidt for ofte bugseres til reparation. I starten af
00-erne var det lastbiler af mærket Renault, der blev satset på,
men de gled ud igen efter en generation, da bl.a. Jørgen Hertz
fandt, at det var noget skrammel. Herefter blev der indkøbt MAN
lastbiler, som var mærket fremadrettet. SAG blev i 2003-04
fusioneret ind Østsjællands Andel - i dag Danish Agro.
Vognmandsfirmaet mistede i den forbindelse et "guldæg" og Søren
besluttede at lægge kursen helt om. Chaufførerne fik tilbudt at
de kunne tage vognmandsbevis og overtage den bil de kørte med,
hvilket nogle gjorde og mange af de ældre biler blev solgt, så
der i 2007 kun var 2 biler tilbage. Søren solgte også ejendommen
Lundsgårdsvej 5 til HJGruppen (entreprenør Henrik Jørgensen),
som flyttede ind med sin virksomhed og indrettede nogle
kontorlokaler til vognmandsforretningen. Dalmose
Vognmandsforretning blev herefter lejer på den tidligere
matrikel. Mange chauffører har gennem tiden været ansat i
firmaet - mange i længere tid og andre i kortere perioder og i
et enkelt tilfælde gik det lidt galt, da Søren ikke havde fået
sikret sig at en nyansat chauffør havde kørekort. (Den slags små
uheldige episoder må man betale en pris for). Søren og
vognmandsforretningen fortsatte herefter med 2 – 3 egne biler og
ellers som speditør med at skaffe arbejde til en samlet flåde af
lastbiler, der på visse tidspunkter udgjorde 20-25 enheder.
Meget af arbejdet var koncentreret i entreprenørbranchen og med
at transportere sukkerroer i efteråret. Entreprenørvirksomheden
HJ Gruppen havde god succes og Søren førte forhandlinger med dem
over en periode, da de var interesseret i at overtage
vognmandsforretningen. De blev enige og lavede en aftale der
medførte, at HJ Gruppen overtog Dalmose Vognmandsforretning den
1. april 2013. De kører videre med forretningen og har øget
lastbilernes antal i væsentlig grad. Hyllested den 16. april 2021 Poul, Lone & Søren Bek-Pedersen |