Hemmingsen Transport ApS, Vordingborg
Vognmandsforretningen er etableret i Ørslev / Vordingborg den
20. januar 1987 af Jørgen R. Hemmingsen. I 1996 blev
forretningen flyttet til Vordingborg, på en lejet grund. I 2007
blev industrigrunden på Vejrbjørnen 3 købt, hvor der var plads
til bilerne og i forbindelse hermed blev der bygget en garage
med 5 porte, samt kontor og mandskabsfaciliteter.
Herfra drives en omfattende vognmandsforretning med en bred
vifte af kørselsopgaver indenfor landets grænser, men også i
Norden og Europa, hvor der har været et samarbejde med Bech
Hansen og Studsgaard, samt tyske Schenker Logistik A/S og VHT –
Flygods, hvor bilerne har deres logo på for -og påhængsvogn.
Firmaet tager sig af alle kørselsopgaver, men specielt tager man
sig af køl -og frysekørsel, samt alt indenfor korn -og foderstof
levering i hele landet i samarbejde med DLG og Hornsyld
Købmandsgård. Derudover køres der også i sukkerroesæsonen til
sukkerfabrikkerne i Nykøbing F. og Nakskov dette i et samarbejde
med Dalmose Vognmandsforretning ApS.
Med en bred erfaring i transport på landevej over mange år
sætter firmaet en ære i at være fremme til aftalt tid, samt at
være stabile og fleksible. Til at udføre disse transporter rådes
der over en moderne vognpark på 27 trækkende enheder, som
fortrinsvis består af mærket Scania, samt enkelte Volvo og
Mercedes-Benz biler. Dertil kommer en række trailere og
påhængsvogne af mærket Kel – Berg, som er opbygget forskelligt
med henblik på de transportopgaver som udføres.
Tekst &
Foto: Jørgen R. Hemmingsen og Svend Erik Pedersen,
svp@svebo.dk
|